Flagets historie
Flagets historie
Dannebrog regnes for at være det ældste nationalflag i verden, der stadig er i brug. Men faktisk havde vi et andet flag før det, der i dag kaldes Dannebrog. Det ældst kendte danske flag var nemlig ravnebanneret: En rød dug med Odins hellige ravne, Hugin og Munin, broderet i sort. Det var kendt og frygtet viden om som nordboernes samlingsmærke og kaldtes »Danebroge«, dvs. danernes fane. Skrivemåden er i tidens løb ændret til »Dannebrog«.
Op gennem Vikingetiden og under Normannertogene førte vore forfædre ravnebanneret som kampbanner. Således fortælles det om Knud den Stores erobring af England, at under det hårdeste slag ved Ashington 1016 førte danerne et ravnebanner, som opflammede deres mod ved at bebude sejren. — Sagnet om Tymme Sjællandsfarer er knyttet til dette slag. — Men ved kristendommens indtrængen måtte Odins ravne vige for det kristne symbol, korset. Sidste gang ravnebanneret nævnes er i slaget ved Hastings 1066.
Siden 1500-tallet har sagnet om Dannebrog været sat i forbindelse med slaget ved Lyndanise i Estland den 15. juni 1219 (Valdemarsdag) — netop dagen for Arkonas fald 50 år tidligere. Selv om denne fortælling er resultatet af fri fantasi, er legenden om himmelsk intervention ikke helt grebet ud af luften. Den var faktisk kendt tidligere, men var i sin ældre form hverken knyttet til Lyndanise eller til året 1219. I stedet knytter det ældre danske kildemateriale, der endnu var bevaret kort før Reformationen, sagnet til året 1208, da kristne danskere kæmpede på et sted i det sydøstlige Estland, som kaldes Fellin. Med dette slag bygges der på en måde bro mellem det togt til Øsel, som Anders Sunesøn og hans brødre foretog 1206, samt hans efterfølgende virke i Riga 1206–07 på den ene side, og det velkendte korstog 1219 på den anden. Det er noget, som adskillige historikere har været bekendt med, men som de alligevel ikke har taget den logiske konsekvens af; nemlig at fortrænge eller i det mindste korrigere 1219-legenden, som normal kildekritisk praksis burde afstedkomme.
Korstogene var en udløber af begrebet »retfærdig krig«, som 1000-årenes paver gjorde flittig brug af — mod fjender såvel inden for som uden for kristenheden. Inden Vilhelm Erobreren i 1066 drog mod England, havde pave Alexander tildelt ham et firfliget korsbanner som tegn på, at den forestående krig var retfærdig; dette banner, der ses afbilledet på Bayeuxtapetet, har korset som mærke og har form som en flyvende fane med fire splitter, den samme form, som man undertiden finder på reversen af Valdemar den Stores mønter. Da man forberedte det såkaldte Andet Korstog, tilstod paven de korsfarere, der drog ud mod kristendommens hjemlige fjender, den samme åndelige belønning i form af aflad, som blev tildelt de korsfarere, der drog til »det hellige land«. Vendertoget 1147 skete således sub vexillo crucifixi (under den korsfæstedes fane), og vi må derfor antage, at den oprindelige »himmelfaldne« fane var et indviet, paveligt labarum (banner med Christi monogram), sendt til Danmarks konge som et helligt krigsbanner til brug under forsøget på at tvangskristne de hedenske estere.
I Middelalderen var adelsmandens og fyrstens bannermærke det samme, som hans skjoldmærke. Fyrstens banner blev derved hans lands, hans hærs hovedbanner. Det var en pligt og æressag for fyrsten at hævde sit slægtsmærke i rigsbanneret. Når Valdemar Sejr derfor bragte det store offer at lade sit slægtsmærke vige for den nye fane, har han haft særdeles tvingende grund dertil; kun ærefrygt for den magtfulde kirke, repræsenteret af paven, kan have bevæget ham dertil. I århundrederne efter de baltiske korstog støder vi ikke på Dannebrog; ligesom intet bestemt rigsbanner omtales i kilderne til Valdemarernes historie. Der tales i almindelighed om »kongens banner«, »sjællandsfarernes banner« osv. Først i det 14. århundrede dukker Dannebrog atter op, og da som rigsbanner i Erik af Pommerns rigssegl, hvoraf det ældst kendte eksemplar er fra 1397. Siden da har Dannebrog været Danmarks nationalflag.
Om det oprindelige, »himmelfaldne« flag endnu eksisterede i 1397 er tvivlsomt. Vi kan dog ikke undres over, at Dannebrog ofte skulle være gået tabt i et slag, da alle hærafdelinger førte Rigets banner. Hvor originalen imidlertid har været ophængt skjult for menigmands øje vides ikke. Man har henvist til en efterretning fra kong Christian I’s hyldning 1448, der kunne tyde på, at det har været et gennem tiderne gentaget led af hyldningsakten, at ærkebiskoppen til den nyvalgte konge overrakte det »himmelfaldne« banner; som symbol på den højeste myndighed til at samle Riget og folket indad- og udadtil. Men netop fordi selve det originale banner så sjældent blev udfoldet, vidste menigmand ringe besked med denne relikvie, og der udspandt sig i Middelalderens slutning rygter om, at originalen allerede var bortkommet i Erik af Pommerns tid, medens der efter Reformationen gik rygter om, at den var gået tabt ved Hemmingsted i Ditmarsken 1500, hvorpå al tale om og tro på relikvier forstummede. Imidlertid forøges usikkerheden derved, at den »himmelfaldne« fane stadig i 1527, skulle være at finde mellem »Rigets tolv herligheder«.
Man kan dog indvende, at en 300 år gammel fanedug ikke var egnet til at udfoldes som hærførerens fane i krig. Sikkert er det da også, at der ved Hemmingsted gik flere hovedbannere og bannere tabt, der krævedes udleveret i 1559. Johan Rantzau, der på kong Frederik II’s vegne modtog trofæerne, har næppe i den tradition, han lod gå i arv til sin søn, lagt nogen vægt på, at der i sin tid havde knyttet sig katolsk overtro til Dannebrogsfanen. Det var alene dens værd som historisk relikvie, han havde i tanken. Og traditionen i slægten lød på, at der i 1559 kun var »et stykke« tilbage af det banner, som ved et under var givet en dansk konge, »og det var næsten ødelagt af fugtighed og ælde«. Måske er det også grunden til, at man ikke førte denne trofæ til hovedstaden, men lod den deponeres som en historisk kuriositet i Slesvig Domkirke. Efter Ulrich Petersen er de sidste rester gået til grunde her ca. 1660.
Udtrykkene flag og fane bruges meget ofte i flæng, men faktisk er der en meget væsentlig forskel på disse to begreber. Den ældste brug af flaget er faktisk som fane. Det var høvdingernes eller kongernes samlingsmærke; først til lands og senere til vands. Gennem tiderne har skiftende konger altid fundet det vigtigt at passe på fanen eller flaget, og kun udpegede og særlig betroede personer fik lov til at bære rigets flag: På korstogenes tid blev fanen båret af en biskop, og i andre tilfælde af høvdingen, fyrsten eller af hærføreren selv. Senere blev det fændriken, der bar fanen. Denne skulle være en kraftig og tapper, ung officer, som var villig til at indestå for fanen med sit liv. Hvis det blev umuligt for ham at forsvare fanen længere, skulle han rive dugen af stagen, svøbe sig i den og lade sig hugge ned. Herom vidner bl.a. en faneed fra begyndelsen af 1600-tallet — følgende beskrivelse skulle være dækkende: I året 1500 drog kong Hans imod ditmarskerne. Fanebæreren var ridderen Hans Ahlefeldt. En senere legende fortæller, at umiddelbart inden han og fanevagten blev hugget ned, havde han svøbt den afrevne fanedug om sin krop for at værge flaget så længe som muligt.
I dag er Danmarks nationalflag folkeeje, men sådan har det ikke altid været. Gennem flere hundrede år var fanen, eller flaget forbeholdt kongen og statsmagten. Koffardiflåden, handelsflåden, som vi kalder den i dag, havde i 1635 allernådigst fået kongens tilladelse til at anvende flaget. Fra 1842 blev det hærens flag. Imidlertid begyndte menigmand i første halvdel af 1800-tallet at bruge flaget. Og i 1833 var regeringen indstillet på at gøre det tilladt for private at flage med Dannebrog. Men den enevældige konge, Frederik VI, sagde nej, og i 1834 kom der direkte forbud mod privates brug af Dannebrog. I forbindelse med Treårskrigen blev der imidlertid flaget i by og på land, når soldaterne drog ud, og når de vendte hjem — uagtet det stadig var forbudt at flage privat. Der var dog ingen, der skred ind, og i 1854 blev det tilladt for folket at flage med Dannebrog. Dog ikke med splitflaget, der stadigvæk er forbeholdt statsmagten. I løbet af få årtier blev flaget et symbol på nationen, og det har siden været det vigtigste nationale symbol.
Ved åbningen af Suez-kanalen i 1869 blev Dannebrog erklæret for verdens smukkeste flag!